
1 Hjemmesidens struktur
Hjemmesiden består af forsiden (Velkommen), undersider (fotoalbum, efternavne, emneopdelt og postnumre) samt indlæg. Når et indlæg har fået tildelt en kategori, fx emneopdelt, så bliver det automatisk hentet ind på den side.
Herefter er indlæg og side linket sammen.
Denne struktur er – sammen med indsatte fokus søgeord – afgørende for, at hjemmesiden bliver fundet og brugt.


2 Primær vedligeholdelse
Din primære opgave er løbende at tilføje og forbedre hjemmesidens indlæg med indlagte fotogallerier. Indlæggene skal som hovedregel have et udvalgt billede, en kategori og et par tags.
Først gør du indlægget færdigt i brødtekst. Så går du til værktøjerne ude i højre margin og tilføjer udvalgt billede, herunder alle 4 billedtekster, samt kategori og eventuelt tags.
Når indlægget har fået en kategori, er det allerede linket til sin egen underside, men du kan da lige overveje, om det skal linkes andre steder.
NB! Som hovedregel kun én kategori pr. indlæg – ellers får du dobbeltindhold, og det trækker ned i søgbarhed.

3 Søgemaskineoptimering
Når du har indstillet billede, kategori og tags, er der lige en opgave mere. Under brødtekstens felt kommer der et felt med Rank Math søgeoptimering.
Så snart du tilføjer et Fokus nøgleord, som indeholder en vigtig del af overskriften, så scorer artiklen cirka 50 points højere end den ellers ville have gjort.
Hvis det valgte nøgleord rammer meget præcist, hvad de potentielle gæster kunne tænkes at skrive i en Google-søgning, så scorer artiklen endnu højere, og nok så væsentligt – ud over en høj score får du flere af de rigtige læsere ind på artiklen.
Meget præcist kunne f. eks. være: "9900 Frederikshavn" eller endnu bedre "historiske billeder fra 9900 Frederikshavn". Men så skal det også stå på samme måde i overskriften. Ind og rette!
Længere nede, under det indtastede Fokus nøgleord, står der en masse tips til, hvad mere du kan gøre for at hjælpe artiklen med at blive fundet af de rigtige. Mange af disse tips er overkill, men det finder du ud af.



4 Tjek besøgstallene
Her til venstre ser du besøgstal for året 2024. Du finder dem i kontrolpanelet i menupunktet Fathom Analytics. Fathom er indtil videre den eneste leverandør af trafikmålinger, som overholder GDPR og garanterer de besøgendes anonymitet.
Du kan også søge på andre tidsintervaller, f. eks. "sidste måned".
Besøgstallet er umiddelbart flot, 8.900 unikke personer som tilsammen har besøgt siden 33.000 gange., men lande-fordelingen på billede 3 afslører, at 1.400 af besøgene kom fra udlandet, alias robotbesøg. 7.500 unikke besøgende er dog – på jysk – ganske pænt. Det svarer til godt og vel 10 besøgende pr. dag i snit.
Den bedste vej til forbedringer er, at lokke flere besøgende ind på sider og indlæg. Du kan se tallene for side- og indlægsbesøg i billede nummer 2. Du kan styrke den enkelte sides eller indlæggets tiltrækningskraft via et stærkt nøgleord og god, gammeldags clickbait – af den etiske slags, hvor både madding og hyttefad er gode oplevelser.
Tredje og sidste billede viser fordelingen på gadgets, browsere og landekode.
Ordforklaring
Views: Så mange besøg har hjemmesiden haft
People: Så mange unikke personer har besøgt hjemmesiden
Avg. time: Besøgenes varighed i gennemsnit
Bounce rate: Andelen af besøgende som kun ser én side og går videre til andre hjemmesider.
Visitors: Så mange personer så denne side
Entries: Så mange personer kom ind via netop denne side
Referrers: Hvor kom de besøgende fra

5 Gør selv minsamling.dk mere kendt
Du kan gøre én ting mere for at hjemmesiden får flere besøgende:
Kopiér sidens eller indlæggets internetadresse (URL) og
- sæt den ind i Facebook-opslag og -kommentartråde
- sæt den ind i et nyhedsbrev eller en personlig email
- tag hjemmesidens adresse (URL) med i alle trykte materialer, eventuelt i form af en QR-kode.
- overvej at få trykt et postkort eller en flyer med et eller flere fine historiske billeder plus hjemmesideadressen og en QR-kode.